Ophugning
I maj måned 2009 vedtog den internationale søfartsorganisation, IMO en ny konvention om sikkerheds- og miljømæssig forsvarlig ophugning af skibe. Konventionen indeholder bestemmelser, der skal sikre, at skibe, der sendes til ophugning, er gjort klar og forsynet med en liste over de farlige materialer om bord. De skal ligeledes sikre, at ophugningsfaciliteterne har et tilfredsstillende arbejdsmiljø og er i stand til at håndtere og enten genanvende eller bortskaffe de farlige materialer på en forsvarlig måde.
Det siger sig selv, at dette system kun kan fungere, hvis det både virker i de lande, hvor skibene er registreret, og i de lande, hvor ophugningsfaciliteterne ligger. Konventionen træder derfor først i kraft, når den bliver ratificeret af et antal lande, der har registreret en vis del af verdenshandelsflåden og besidder en tilsvarende del af verdens samlede ophugningskapacitet.
Indtil konventionen træder i kraft, er der behov for at vejlede de rederier, der ønsker at sikre en forsvarlig ophugning. Derfor har en række internationale organisationer, som repræsenterer rederier, søfarende og klassifikationsselskaber, udarbejdet en vejledning i sikkerheds- og miljømæssig forsvarlig ophugning af skibe. Rederiforeningen anbefaler medlemmerne af følge vejledningen.
